Forskning viser, at hjernen udvikler sig hele livet.

Derfor ses et øget fokus på hjernetræning og en stigende aktualitet.

Forskning på området

Fokus på- og viden om hjernen er i rivende udvikling. I et helhedsorienteret sundhedsperspektiv er det ikke kun træning af kroppen, der har interesse og betydning. Hjernens bidrag, til at mennesket fungerer og trives, er ganske enkelt ikke til at komme udenom. De seneste års forskning i hjernen har vist, hvor meget hjernen udvikler sig igennem hele livet og hvad der sker, når hjernen stimuleres. Aktualiteten af hjernetræning er tilmed steget i takt med, at mange oplever kognitive funktionsnedsættelser i form af hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær, lav motivation og diverse stress-symptomer. 

Forskning viser, at hjernetræning kan forbedre kognitive funktioner. Studier peger på, at varierende og udfordrende opgaver, hvor krop og hjerne er i samspil og udfordres tilpas, styrker neuroplasticiteten – hjernens evne til at danne nye forbindelser. Særligt vigtigt er det, at træningen sker i trygge rammer og med en god energi og et meningsfuldt nærvær. Dette skyldes, at her er hjernekemien særlig gunstig i forhold til at have en positiv effekt på hukommelse og koncentration.

Hjernetræning handler om at skabe synapser. En synapse er betegnelsen for kontaktstedet imellem to hjerneceller (neuroner). Ifølge den canadiske psykolog Donald Hebb gælder følgende hjerneregel: ’Neurons that fire together, wire together’, hvilket betyder, at hjernen skaber forbindelser imellem de områder, der stimuleres samtidigt og gentagne gange. Jo flere gentagelser, des stærkere synapseforbindelser. Sociolog Anette Prehn har sammen med hjerneforsker Kjeld Fredens beskrevet denne udvikling af hjernen med metaforen om ’Stierne i hjernen’.  

Man bliver ikke kun bedre til det man træner, med tiden bliver man også bedre til bredere opgaver, som ikke er trænet specifikt.