Den lille kemi-time
Den lille kemi-time
Når hjernes celler (neuroner) forbinder sig med hinanden er der både gang i elektriske impulser og en masse kemi. Hjernekemien er en hel videnskab for sig.
Her får du en oversigt over de vigtigste kemiske stoffer også kaldet neurotransmitterer.
Dopamin – belønning og motivation
Dopamin er kendt som ”belønningsstoffet” og spiller en central rolle i motivation, glæde og læring. Når vi opnår noget, vi har arbejdet for – som en forfremmelse, et veludført træningspas eller en god karakter – frigives dopamin og giver os en følelse af tilfredsstillelse. Lavt dopaminniveau er forbundet med manglende motivation og kan spille en rolle i depression og Parkinsons sygdom. I hjernetræning er der naturligvis rigtig mange situationer hvor deltagerne får et skud dopamin.
Serotonin – lykke og velvære
Serotonin påvirker vores humør, søvn og sociale adfærd. Et højt serotoninniveau er forbundet med følelser af lykke og ro, mens lave niveauer kan føre til depression og angst. Sollys, motion og en sund kost kan hjælpe med at øge serotoninniveauet naturligt. I hjernetræning bevæger vi os i trygge sociale rammer - og hvem siger vi ikke kan rykke træningen ud i sollyset?
Oxytocin – kærlighed og tillid
Oxytocin kaldes ofte for ”krammehormonet” eller ”kærlighedshormonet”, fordi det frigives ved fysisk berøring og sociale interaktioner. Det spiller en vigtig rolle i dannelsen af relationer, empati og tillid mellem mennesker. I hjernetræning skal vi samarbejde, have øjenkontakt og enkelte berøringer hvilket fremmer neuronernes kommunikation.
Kortisol – stress og overlevelse
Kortisol er kroppens primære stresshormon og hjælper os med at håndtere udfordrende situationer. Kortvarige stigninger i kortisol kan være gavnlige, da de skærper vores fokus og reaktionsevne. Dog kan kronisk stress og vedvarende høje kortisolniveauer føre til angst, søvnproblemer og fysiske helbredsproblemer. I hjernetræning tilpasser vi øvelserne så deltagerne ikke bliver for stressede undervejs.
Acetylcholin - Skærpelse af sanseinput.
Acetylcholin er afgørende for kognitive funktioner som hukommelse, opmærksomhed og læring. Det er især vigtigt i hippocampus, en hjernestruktur, der er essentiel for langtidshukommelsen. Lavt niveau af acetylcholin er forbundet med sygdomme som Alzheimers. I hjernetræning skaber vi talrige situationer hvor acetylcholin-niveauet øges fx. hukommelses- og opmærksomhedsøvelser.